Du skal stemme på mig, hvis du også synes at Danmark har brug for en frisk start. Jeg drømmer om en fremtid, hvor vi ser mennesker som mennesker - ikke som sagsnumre, produktionsenheder eller brikker i et system. Hvor vi tør stole lidt mere på hinanden. Hvor vi stopper med at detailstyre hinanden - og begynder at stole på, at voksne mennesker kan selv. Jeg tror på familiernes ret til selv at forme deres liv. På at det skal kunne betale sig at arbejde. På skoler med frihed til at skabe trivsel. På en økonomi, der hænger sammen, så vi ikke sender regningen videre til vores børn. Men mest af alt tror jeg på relationer. På at vi kan være noget for hinanden - uden at alt skal reguleres, kontrolleres og administreres. Mennesker før systemer. Frihed før kontrol. Relationer før regneark. Det er den retning, jeg kæmper for.